Adventure i Venezuela & Cuba

Deltagerne fortæller

Fra Los Llanos
Nå vi stod op og kom afsted på de der heste, jeg var ikke glad for det - tror aldrig at jeg har set en "cowboy" grine så meget...ham der var med os ude at ride var færdig af grin, men jeg fik ham fortalt på mit halvt spansk, engelsk og dansk at det faktisk var første gang jeg var ude at ride...det ku han ikke forstå og kaldte mig mærkelig turist!! Pete faldt faktisk af hesten, der skete ikke noget, men det var virkelig sjovt for vi andre (der kunne se frygten i hans øjne da hesten begyndte at galopere)...Men må indrømme at det var virkelig skønt. Der er da virkelig ikke noget mere afslappede at ride ud og se solopgangen!!! Blev helt vild med det!

Derefter gik turen videre, vi skulle på vores jeepsafari. Vi tre danske piger sad ovenpå jeepen, rigtigt VIP pladser! Det var en helt fantastisk udsigt, se krokodillerne i vandkanten. Vi ?kunne tælle de første 15 par lysende øjne bare 10-15 meter væk, vilde heste løbende over savannen, helt fuldstændig røde og blå fugle, det var fantastisk!!! Så en myresluger, hvilket var lidt specielt! Vi skulle selvfølgelig også ud at fange anakonda, hvilket jeg ikke var så vild med da dem der kender mig godt ogsaa kender min frygt for slanger! Så derfor stod jeg lidt i baggrunden mens de andre rendte rundt ude i vandet med en pind for at finde den...det sjove var at de kunne så ikke finde en, men da jeg saa endelig beslutter mig for at gå ud til dem, finder de en kæmpe en... lige en meter fra hvor jeg har stået i 10 min cirka....godt jeg ikke opdagede det!! Det var en 4 meter lang anakonda, en kæmpe krabat på ca. 60 kilo. Med en hurtig bevægelse fik vores guide fat i hovedet og tog slangen om skulderen, der stod han med et kæmpe smil, og spurgte om der var andre der vil prøve! NEJ TAK! Men som de siger, skal man se sin frygt i øjnene, så med meget små skridt kom jeg hen til dette total ulækre dyr og rørte! Det endte faktisk med, at jeg havde den på skulderen, dog ikke alene!!

Hilsner fra Janni

Fra Roraima
I fredags vendte jeg tilbage til campen efter næsten 3 uger i det store natur område Gran Sabana i det sydøstlige Venezuela. Et område med en hel fantastik natur, og hvor filmene Jurasic Park og The Lost World er optaget. Det er helt ubeskriveligt, hvor flot og helt uberørt det kæmpe store område er. Man kan se så langt øjet rækker med bjerge, bakker og sletter og en masse store vandfald. Vi boede den første uge i en indianerlandsby, hvor vi slog vores telte op. Indianerne var helt anderledes end i Deltaet - langt mere civiliserede. De boede i "rigtige" huse med lervægge og stråtag i modsætning til i Deltaet. De næste dage gik med at tage på ture for at se vandfald. Et af stederne ved vandfaldene kunne vi, hvis vi havde lyst, springe ud fra en klippe på 7-8 meter ned i floden. Noget grænseoverskridende... Jeg turde egentlig overhovedet ikke, men efter et par dybe indåndinger og lukkede øjne, sprang jeg bogstavelig talt ud i det og sprang udover... Der var bare langt ned, men jeg gjorde det og adrenalinen pumpede rundt i kroppen. Efter springet badede vi alle midt i et af vandfaldene og rutschede med vandet ned ad stenene. Helt vildt fantastisk følelse! Og der var ingen andre mennesker end vores gruppe - vi havde det hele for os selv.

Tiden kom til vores store tur: Den længe ventede bjergbestigning, som vi havde hørt så meget om. Vi havde under hele turen kunne se det store bjerg Roraima (2700 m) rejse sig i landskabet og vide, at vi ville ende med at stå på toppen en dag. Jeg besluttede mig efter mange overvejelser at tage i den hurtige gruppe sammen med 2 andre piger og vores gruppes 4 drenge. Vi skulle nå toppen på 1,5 dag og ellers gå bjerget tyndt på toppen. Jeg var noget nervøs aftenen inden, hvor vi fordelte de mange kilo i form af mad til de 6 dage og køkkenudstyr, vi selv skulle bære på, foruden vores egne ting. Rygsækken blev bare tung. Den har nok vejet omkring 15 kg. Vi stod op kl. 4.30 for at være i god tid. Vi skulle nå base campen, inden det blev mørkt, så vi kunne tage "muren" (den lodrette stigning) dagen efter. Vi gik og gik og gik og gik... tasken var tung, solen varmede, man blev træt og landskabet var MEGET bakket. Op ad bakke, ned ad bakke... Vi kom tættere og tættere på bjerget, men der var stadig langt. Vi havde en indianer med til at vise os vej. Han kunne bare blive ved med at gå og gå med den mest primitive rygsæk på ryggen lavet af træ!! Undervejs fyldte vi vores vanddunke i floden og puttede de berømte aquataps i, så vi efter en halv time havde vand klar til at drikke. Vi krydsede undervejs flere floder med en del strøm og glatte sten, så det var med tungen lige i munden. Jeg begyndte allerede den første dag at få ondt i min hæl og rygtede, hvordan det ikke skulle gå, når jeg vidste hvor langt, der var igen... Vi nåede helt udmattede base campen ved 17-tiden den første dag, så vi havde været gående undervejs i ca. 11 timer. Det var hårdt! Anden dag skulle vi nå toppen. Og det gik bare op ad - som en lodret mur stod det kæmpe bjerg foran os. Jo længere vi fik klatret os op ad bjerget, desto flottere blev udsigten. Langt ude i det fjerne kunne vi se den vej, vi var kommet fra, der snoede sig op, ned og rundt om de mange bakker. Det var imponerende og helt forladt og øde. Efter at være klatret op ad i 3 timer og 20 minutter nåede vi toppen! En af de hurtigste grupper... Stolte var vi! En hel ufattelig glæde kom op i os alle. Vi løb rundt (spørg mig ikke hvor den energi pludselig kom fra!) og omfavnede hinanden. Smilede, som jeg ikke havde set nogen af os smile siden vi drog af sted. Vi stillede os ud ved kanten af det kæmpe mæssige bjerg og råbte "I´m the king of the world". Intet andet menneske var til at få øje på - kun det helt ubeskrivelige månelandskab af sten og skygger toppen af bjerget dannede. Vi følte det som om, vi havde nået månen! ??Turen til Roraima har været en af de største oplevelser i mit liv, og som jeg aldrig vil glemme.

Mange hilsner Anne

Fra Angel Falls
Vi skulle sejle til Angel Falls, normalt flyver turister til Canaima da det jo ligesom er junglen, men nej nej, dem jeg har valgt at rejse med går, som de eneste!! Men okay det har også sin charme! Selvom det dog kun tager 20 min at flyve! Nå men vi ankom til Canaima og pizza har aldrig smagt så godt, dagen efter tog vi så afsted til Angel Falls...det er den mest fantastiske tur jeg har været på, kan ikke beskrive hvor flot alle de vandfald vi så på vejen derop var...samt Canaima er virkelig smukt!! Vi skulle sove i en camp overfor Angel Falls. At vågne op i sin hængekøje og se på Angel Falls...bedre bliver det ikke!!! Vi tog skoene på igen, vi skulle jo udforske området dog ikke med vores 17 kilo tunge rygsæk på ryggen, så det var ikke så galt....selvom vi alle sammen gik som nogle der havde pisset i bukserne!. Eftersom regntiden først lige er begyndt var der ikke så meget vand i det, hvilket betød at vi nærmest kunne stå under vandfaldet. Vi svømmede i vandet, det var et smukt syn, som man virkelig nød, tror også det havde noget at gøre med at man havde gået i 4 dage for at komme til målet. Bagefter tog vi tilbage til vores camp hvor vi nød noget dejligt mad samt et par flasker rom mens vi sad på stranden....hvor vi kiggede op på Angel Falls....helt fantastisk!!! Sådan var min sidste tur i Venezuela......