Zanzibar er for nylig blevet kåret til Verdens bedste ferieø af det britiske rejseprogram BBC ”Holiday 10 Best”. Zanzibar har meget at byde på: fantastiske strande, koralrev, naturreservater med spændende og sjældne dyrearter og ikke mindst den gamle bydel med dens snævre gader og stræder. Zanzibars hovedindtægtskilde er produktion af nelliker og andre krydderier. Store dele af Zanzibar er dækket af nellikeplantager. Vi tager på "spice?tour" – krydderitur, hvor vi ser, hvordan man dyrker bl.a. vanille, muskat, peber, kaffe, lakridsrod og mange eksotiske frugter.
På denne eksotiske perle af en ø kan man kombinere afslapning og oplevelser. Øens overskuelige størrelse sikrer at alle oplevelserne ligger indenfor behagelig afstande. Selvom man bor på den sydlige del af øen, kan man sagtens tage på dagsudflugt til den nordlige del, og alligevel være tilbage på hotellet tids nok til en svalende dukkert i havet inden solen går ned!
Zanzibar byder på nogle af verdens flotteste strande, der ligger beskyttet af øens omkransende koralrev. Flere steder rundt om øen kan man sejle ud til koralrevet og opleve dykning i verdensklasse – både ved snorkling og dyk. Zanzibar har også en spændende historie. I mere end 1000 år var øen centrum for arabernes østafrikanske handel, og især deres monopol på slavehandel tilførte øens arabiske slavehandlere enorme indtægter. Arabiske sultaner regerede øen i 266 år indtil 1964.
Denne arabiske dominans har præget øens historie, hvilket fremgår af de mange historiske seværdigheder som møder den nysgerrige rejsende. Især byen Stone Town er helt eventyrlig med dens snævre middelalderstræder, rige handelshuse, og fascinerende markeder, hvor krydderiduftene hænger tungt i luften. Zanzibar er en af verdens vigtigste producenter af krydderier.