Adventure i Nepal, Tibet & Bhutan

Deltagerne fortæller

Fra Kathmandu
Som mange af jer ved er jeg nu i Kathmandu, Nepal, og det er helt fantastisk. Vi kom den 7/10, så vi har efterhånden været her 4-5 dage. Det hele er så anderledes end Danmark. Man skal helt afgjort vænne sig lidt til alle bilerne som med hornet i bund gør det samme som motorcyklerne med sort udstødning, og cykel-rick-shaws'ne: I et vanvittigt tempo svinger de sig ind og ud mellem turister, nepalesere, hellige køer. Lydene og lugtene er også meget specielle, og det tager nok et stykke tid før jeg vænner mig til de påtrængende sælgeres ivrige kamp om turisternes penge.

Igår var så godt som perfekt: Marie, som jeg deler værelse med, og jeg stod op klokken 6.00 for at gå på opdagelse i morgen-Kathmandu. Det var en helt speciel oplevelse at se hvordan byen ser ud inden forretningerne åbner, og turisterne kommer ud på gaden. Folk gik stille rundt og fejede eller snakkede eller bad, og det var som om at rollerne var vendt. Pludselig kiggede de på os som om de aldrig havde set en turist foer (det har de nok heller ikke så tidligt på dagen), og det var ualmindelig lækkert at slippe for sælgernes "How much you pay" og "I give you good price".

Vi slentrede derud af på må og få, og tilfældigvis kom vi i snak med en mand som viste os vej til "Monkey-Temple" . Det lød spændende, så vi fik fart på. "Monkey temple" levede op til sit navn, for der var en masse aber som uforstyrret af de mange mennesker kravlede rundt hvor det passede dem. Vi skulle 77 meter op ad stejle trapper, men da vi kom helt op var det mere udsigten end de mange trin, der tog vejret fra os. Det var utrolig smukt, og vi blev enige om at Kathmandu nok er lidt smukkere på afstand og oppefra hvor man virkelig kan se bjergene rundt om, og ikke kan se skraldet i gaderne.
Vi var de eneste turister, men der var fyldt af nepalesere som så vidt vi kunne finde ud af, var kravlet hele vejen til tops for at bede i anledningen af en stor festival

Vi nåede morgenmaden (som vi spiser på et super lækkert hotel, hvor vi også får undervisning), uden at komme for sent. Og til alles glæde slappede vores lærer mere af, og rev sig mere løs fra manuskriptet. Det var enormt spændende, men det havde nok også noget at gøre med at "Nepalese Culture" er mere vedkommende for os alle sammen (også læreren, hvis navn jeg ikke kan stave, så jeg lader bare være) end at høre hvor mange hospitaler og heksedoktorer der findes i Nepal, samt navnene på samtlige konger siden ruder konge var knægt.

Om eftermiddagen tog vi de andre med til "Monkey-Temple", og de blev lige præcist så begejstrede som det var planen.
Vi gik ud at spise med 4 andre danskere som er vildt flinke. De har været her noget længere end os, så de kunne fortælle meget vi ikke selv har oplevet endnu. Bagefter gik vi på bar med dem, og da vi endelig gik tilbage til hotellet, faldt vi over en kop the i receptionens sofagruppe, og snakkede længe derefter. Jeg lagde mig til at sove ved 2.30-3.00-tiden, men alle indtrykkene gør at man ikke kan falde i søvn, så det bliver generelt til nogle meget sene aftener hernede.

Imorgen skal vi mødes klokken 7.00 og meditere hele dagen, så jeg må nok hellere hoppe i seng. nå-ja det vil sige det bliver ikke den samme seng som jeg plev\jer at sove i, da Marie og jeg er blevet låst ude. Døren som på intet tidspunkt har været videre samarbejdsvillig, har nu sat sig totalt fast. Alle vores ting ligger derinde, og låsesmeden kommer først i morgen, så vi har kun det vi står og går i: Shorts og t-shirt, så er det heldigt at vejret er så fantastisk som det er.
Hilsen Katrine


Fra Pokhara
Så er vi endelig landet i Pokhara igen efter 5 dages fantastisk, men også haard trekking. Vi har det alle godt, og har alle lemmer i behold, bortset fra enkelt slidmaerker og vabler, men det hører jo med til oplevelsen. Her er en beretning om de sidste 5 dage:

Basislejr:
Den 25. marts 2004. Klokken 7.00 kører vi fra Thamel, Kathmandu med en offentlig, gammel, raslende bus. Vi har en 8 timers lang køretur foran os, så sætter os "godt" til rette i bussen, som absolut aldrig har hørt ordet "benplads". Men det var en ufattelig smuk tur. Vi skulle ud af Kathmandudalen, så vi kørte af de små bjergveje, igennem et fantastisk flot landskab. Vi kom igennem nogle små søde landsbyer, der lå omgivet at terasser med rismarker. De tusinde terasser, som dækkede bjergsiderne, fik landskabet til at ligne et puslespil af tusinde af brikker og de mange rismarker, der jo ligger dækket af vand, fik landskabet til at glitre af en spejlblank overflade. Det var helt fantastisk, som om vi kørte rundt i et mosaik billede af tusinde små spejlbelagte brikker. Efter ca. 6 timers kørsel blev vi første gang mindet om, at vi nu var på vej til det område, hvor maoisterne blot få dage forinden havde lavet et frygteligt påstyr, idet vi mødte resterne af en udbrændt lastbil, der stod efterladt i vejkanten. 2 timer senere trådte vi ud af bussen ved vores hotel i Pokhara i 36 graders varme. Her tilbragte vi eftermiddagen i en lille tibetansk båd på den store sø i Pokhara, hvor vi padlede rundt og rundt i bogstaveligste forstand: vi kom ikke helt så langt omkring, som vi gerne ville!

Lejr 1. Klokken 8.30 den 26. marts steg vi så på bussen igen med al vores bagage. Foran os havde vi 1 1/2 times kørsel og ca. 4 timers gang i middagssolen. Vi lagde ud fra noget der hedder Najapull i 1000 meters højde. Vores planlagte mål var Ulleri i 1900 meters højde. Det var smukke omgivelser, da vi gik langs floden, som vi krydsede et par gange på vores tur.

Lejr 2. Den 27. marts klokken 7.30 forlod vi vores tehus, og begav os afsted mod Ulleri ca. 300 meter over os. Vi nåede vores mål, godt udmattede og sultne en lille time senere, og nød et lidt primitivt morgenmåltid, men hvad andet end primitive måltider kan man forlange, når alt skal bringes til husene af samme vej, som vi lige var gået og på æselryg?!?! Efter morgenmaden begav vi os afsted igen. Vi blev igen forsinkede, men nåede da vores mål, Ghorepani i 2800 meters højde, sidst på eftermiddagen. Vi var nu kommet op i den højde, hvor hovedpine ikke bare var hovedpine, men et tegn på det lave lufttryk, og hvor de fleste af os, fik åndenød hvis blot vi vendte os i sengen. Derfor havde vi det sidste stykke af turen bevæget os ekstremt langsomt, noget der var nødvendigt for at undgå højdesyge.

Topdagen. Den 28. marts. Klokken var 25 minutter over 4, da en svag banken lød på vores dør. Det var tid til at stå op. Der var ingen strøm, så vi famlede lidt rundt og fik hurtigt etableret en lommelygte i loftet, så vi kunne finde vores vanter, huer, skiundertøj og uldsokker i tasken. Det var dagen, hvor vi skulle gøre "topforsøg". Vi skulle nå toppen af Poon Hill i 3210 meters højde, og det skulle gøres inden solopgang, så der var kun 15. min til afgang fra tehuset. Klokken 4.40 begav vi os alle afsted - godt pakket ind og i skæret fra hinandens lommelygter. Det var en hård tur, men den var helt sikkert det værd. Da vi kom op på toppen, blev vi mødt af det smukkeste syn, jeg nogensinde har set. Hele rækken af Annapurnas bjerge tårnede frem lige foran os. Det var helt ubeskriveligt. Det så ud som om bjergene kun var 100 meter fra os. Langsomt stod solen op og pakkede de sneklædte tinder ind i et gyldent lyserødt lys. Det er helt ufatteligt, at naturen har kunne frembringe sådanne enorme størrelser! Efter ca. en halv time på toppen, hvor der blevet taget sejrsbilleder og nydt naturen, begav vi os ned gennem de mange Rodhundendrunskove, vi ikke havde kunne se i morgenens mørke. Bjergsiden var dækket af et blødt postkasserødt lag af blomstrende Rodhunndendrunbuske. Det var igen helt ubeskriveligt smukt. Tilbage i tehusetfik vi morgenmad og begav os af sted på den ca. 5 timers lange gåtur. Et par timer senere toppede vi det højeste punkt på hele turen. Det var i 3275 meters højde. Turen var helt ubeskrivelig flot. Det er det eneste jeg kan sige. Den kan ikke beskrives med ord, eller vises i billeder. Den skal opleves! Hele dagen gik vi blandt de blomstrende Rodhundendrun'er med bjergene lige ved siden af os. Den sidste del af dagen gik vi i noget der lignede regnskov, da vi kom lidt ned i højderne, langs floden. Vi mødte vandfald, krydsede floden over små naturligt dannede broer og gik blandt mosbelagte træer. Det var helt fantastisk - men også ekstremt hårdt, da meget af turen gik stejlt nedad. Vi endte i Tadapani i 2200 meters højde, hvor aftenen endte i festligt lag. Vores bærer spillede op til dans på trommer og tamburiner. Jeg fik ros for mit forsøg på at danse nepalsisk dans, og jeg var da også super "god" til det. Nå, men god eller ej, så morede vi os i hvert fald, og de blomsterkranse der blev lavet til os, klædte vores solbrændte ansigter!

Lejr 3. Den 29. marts. En nem dag. Kun ca. 4 timer - til en højde paa 1900 meter, hvor vi endte i en lille landsby. Her nød vi en rolig eftermiddag med gåture i de specielle omgivelser. Det er underligt, at se et helt lille samfund, der ligger fuldstændig afskåret fra omverdnen. Folkene lever der uden strøm, uden vand og uden mulighed for at lave andet end at dyrke deres lille landbrug, så de kan skaffe mad til deres familie. Alt hvad der bringes til landsbyen, bringes op fra lavlandet på æselryg, så priserne er ekstreme i forhold til det vi kendte nedefra. Men det var hyggeligt at se de små stenhuse, se folkene samle brænde til deres ildsted og se okserne spændt for træploven. Det var som at gå rundt i en dansk museeumsby!

Lejr 4. Den 30. marts. Sidste dag for vores trek. Vi var alle ved at være meget trætte. Men tanken om at målet nu var tæt på og Louise Kærgaards milde ryst: "Må man ta' hunde med sig ind i himlen?..." holdt os oppe. Og på de sidste 100 meter satte "Team Louise" (Louise Pedersen, Louise Kaergaard og undertegnede) ind med et kontraløb, og endte som de første i mål i Najapull, hvorfra vi kørte med bus tilbage til Pokhara.

Mange hilsner fra Louise