Adventure i Indien

Deltagerne fortæller

Fra Udaipur
Turen gik videre til Udaipur. Vi havde mange forventninger til det hele, det nye sted hvor vi skulle tilbringe resten af tiden. Vi bor på 2. sal. Vi deler to lejligheder der ligger for enden af gangen ved siden af hinanden. Bortset fra når der skal låses døre har man dog ikke fornemmelsen af at det er to forskellige lejligheder. I den ene er der tre værelser og et køkken, hvor vi på skift, en gang hver 6. dag har dagens opvasketjans, og en fællesstue med fjernsyn, dvd, musikanlæg og indiske sofaer: madrasser og tæpper på gulvet. I den anden hvor jeg bor er der to værelser, køkken, hvor kokken og hans kone bruger den meste af deres tid, spisestue - et langt plastikbord, hvor vi har vores computer og derudover et fællesrum hvor telefonen står lidt privat.

Udaipur ligner mange andre indiske byer. De samme boder, de samme butikker, den samme forurening og bilos, den hektiske trafik, de mange tilråb, de grimme mænd og de smukke kvinder, rickshaws, slaraffenland af unyttige ting, arrogante køer der ikke overholder en eneste trafikregel; ingen vigepligt, fuld opbremsning - de er de værste spøgelsesbilister. Omgivelserne er dog lidt anderledes. Omringet af små bjerge og udtørrede søer ligger byen med dens forskellige seværdigheder og et væld af rundkørsler. Vi har set forskellige paladser, templer, parker, og ens for dem alle er at de langt fra er så velholdte som attraktioner er inden for Europas grænser. Men en oplevelse er det i indisk standard. Der var at finde fantastiske udsigter og med lidt fantasi kunne man forestille sig hvordan det hele så ud engang på paladserne rundt om i Indien. Vi har set dukketeater og -dans, traditionel dans, indisk teater og en kunstig nærliggende landsby der viser forskellige stammers liv.

Frivilligt Arbejde
Det frivillige arbejde gik i gang en lille uge efter vi ankom. Først skulle vi have lidt forskellig undervisning i indisk kultur og historie af en noget spøjs lærer, der bare slet ikke kunne forstå vores synspunkter når vi sammenlignede emner og traditioner vedrørende f.eks. survival of the fittest, religion og Gud, reinkarnation, ægteskab vs. kærester etc. Man lærte en del og fik rigtig indblik i det hinduistiske traditionsbundne liv, men vores forståelse betød ikke en tilegnelse.

Vi fik også undervisning i rent teoretiske fag at undervise. Det blev virkelig skåret ud i pap, hvilket for det første var nødvendigt og for det andet dybt berigende. Vi havde turistet den rundt i godt tre uger, tænkt på priser og seværdigheder, på at få taget nogle gode billeder, rent ud sagt nyde tilværelsen og suge en masse forskellige oplevelser til sig. Nu skulle der altså ske noget nyt. Det krævede at vi med hjælp af de hjælpemidler vi allerede havde medbragt hjemmefra: kridt, balloner, klistermærker, globus, flashcards, ur, hoppebolde, pruttepude, tuscher, farveblyanter etc. skulle prøve at forestille os hvordan vi rent praktisk kunne gennemføre den ønskede undervisning.

Hele forberedelsen krævede selvfølgelig også at vi skulle lære lidt hindi. Hvis man vil lære dem et nyt sprog må man jo kunne skabe nogle paralleller og bygge nogle broer. Så vi kom igen på skolebænken, lagde hovederne i blød, tog notatblokkene frem og det var så dejligt overraskende og opmuntrende at det hele satte sig så hurtigt fast. Pludselig kunne man genkende nogle ting og det var bare at vedhæfte sig dem, for når man først står ude på skolerne så kan man ikke lige gribe til sin notesbog. Vi har lært at tælle, skrive vores navn, lært om det hinduistiske alfabet, der består af lyde, et fonetisk alfabet, om verber, navneord, lidt grammatik, og andre nyttige verber og udtryk forbundet med det praktiske ved at undervise.

Hjemme i lejligheden fordelte vi klasserne imellem os efter ønske. Jeg havde faktisk lyst til at have de små børn, jeg havde nemlig kun selv at vikariere ned til 3. klasse, da jeg var vikar på Pedersborg skole, - hurtigt skulle jeg erfare at børnene var virkelig små, mindre end jeg havde forventet. Der findes nemlig et trin der hedder nursery: en dagpasningsordning på en eller anden facon, forældre der sender deres børn lidt for tidligt i skole. På sin måde skulle man mene at det var en sund indstilling, og det mener jeg stadig, at forældrene er interesseret i og er klar over nødvendigheden og de glæder der er ved at lære. Men nogle af børnene er virkelig for små. De er på dagplejeniveau, vuggestue og børnehave - og ulempen er at alle tre niveauer, nursery, first, second er samlet i det samme rum. Det kræver jo selvfølgelig forskellig opmærksomhed og koncentration og sværhedsgrad. Det har tit gjort at vi adskiller dem lidt oftere for at de større børn får noget ud af det. De små må vente til de er blevet lidt ældre.

Men børnene er søde, åbne og kærlige. Nok er de beskidte og det er ens tøj og fødder i hvert fald også når man kommer hjem, men det er allerede noget man har lært at se bort fra af nødvendighed og af vane. Det er også tydeligt at se hvornår de har fået et bad, er blevet friseret og har skiftet tøj og måske endda fået en lille ny frisure, hvilket faktisk var tilfældet i dag for flere børn, så man begynder at tænke at der måske har været en barber i landsbyen - det er ikke en umulig tanke. Meget af tøjet holdes sammen af sikkerhedsnåle. Næsten alle bærer de deres lyseblå lille skjorte, deres skoleuniform, men dem imellem er der forskel på hvor godt de har passet på deres tøj.

Nogle af børnene har vænnet sig så meget til at vi snakker hindi til dem, at de også begynder at snakke hindi tilbage til os. Nogle gange giver nogle misforståelser, andre gange er det bare kært og man må ryste lidt på hovedet eller med tegnsprogagtige kropsbevægelser prøve at lirke sig frem til hvad det er de siger. Vores sætninger består meget af enkeltstående ord på hindi, såsom "tegn", "sæt dig ned", "tal", "rejs dig", "ti stille", "vent", "vis mig", "hvad er det" etc. - og så forestil jer det på hindi! Men det fedeste er at man kan bruge det i praksis! Det bliver meget kommandoagtigt, men man kan fornemme at børnene forstår og med tiden skulle det da blive muligt at udvide sit ordforråd en smule mere, så man måske kan genkende nogle af deres små søde ord og måske endda forme nogle sætninger. Må den tid snart komme.

Hver gang vi skal ud og danne en rundkreds i gården, kæmper de alle en heftig kamp om at komme til at holde os i hånden. Det er meget charmerende, men når børnene allerede fra man har sagt at timen er slut og nu er der frikvarter, "adhi chuti", så hænger der et par børn på hver arm, selvom jeg evigt og altid prøver at lære dem tålmodighed og at de må vente til at vi er kommet helt udenfor, ellers så går det bare helt over gevind og de begynder at puffe og slå til hinanden for at mase sig ind til "didi", der betyder søster, men bliver brugt som lærerinde-betegnelse.

Vi har lært dem en masse sange, om morgenen før undervisningen begynder synger vi den hjemmelavede god morgensang, til pausen synger vi "If you're happy and you know it" og lige før vi skal hjem synger vi "the goodbye song". Det giver børnene noget struktur og et samlingspunkt med os, de andre børn og de andre didi'er. Vi har hinket med dem, sjippet, leget 'banke, banke, bøf", sunget 'head and shoulders', prøvet at lære dem alfabetet, vi er nået til "J" for "Jacket". Lærer dem at tælle på engelsk, 1-10.

Fra Jodphur
Den første Weekendtur Jodhpur – Jaisalmer. Først kørte vi i jeep ud til en mindre landsby hvorfra vi skulle starte med at ride på kamelerne. Unge lokale drenge sørgede for at vi kom rigtig op og de stod for at holde i snorene mens kamelerne i forskelligt tempo bragte os fremad længere ud i ørkenen forbi små landsbyer ud til høje sandklitter som hurtigt skulle bestiges. Nogle tog selv tøjlerne og red derud af, mens den kamel som Christine og jeg fik, var noget svær at styre, så vi lod vores boy om det. Ude på sandklitterne løb vi rundt i det varme sand. Der gik hurtig sport i at være det største legebarn. Der blev løbet om kap, hoppet ned fra lidt stejle sandskrænter, lavet sandengle, vi prøvede at lokke Claus til at blive begravet i sandet, men hvor kedeligt til vores store skuffelse så gad han ikke. Vi sad og nød solnedgangen og smuk var den. Vi tog billeder og nød den varme sol. Solen så voldsom stor ud derude, himlen var klar og nedgangen gik så hurtigt - pludselig på bare få sekunder forsvandt den ude i horisonten. Hjem til lejren igen på kameler.

Hjemme i lejren var der underholdning i form af dans, hvor en mandlig danser gav sig ud i en kvindedans iført kjole, sminke og smykker og nogle lidt for løse håndled, flirtende øjne og en lidt for åben mund. Der var traditionel musik og vi gav selv, de der vovede, et forsøg på at danse rajasthani dans. Om natten sov vi udenfor under åben himmel og så på stjerneskud, før vi trætte og ømme i lårene faldt hurtigt i søvn. Om morgenen blev vi vækket forfærdelig tidligt for at komme ud og se solopgangen og det vrimlede med påfugle i stride strømme, den flotteste fugl med de lange grønne fjer!
Hilsner fra Stina