Adventure i Himalaya & Goa

Deltagerne fortæller

Fra Delhi
Så slog kulturchokket ellers. Her i Delhi ligger der tætbefolket med mennesker på gaden og sover. Det er urealistisk mange der ikke ejer andet end det de går og står i. En anden lidt mærkelig oplevelse er at se køer (meget store køer) vandrer rundt på gaden. Gader hvor biler, okser, cykler, rickshaws og hunde vælter rundt mellem hinanden! Det lader desuden til at man her er i stand til at få kørekort hvis blot man kan finde ud af at bruge hornet.

Vi har ikke haft problemer med maven endnu (selvom der ellers er ekstremt uhygiejnisk), men vores guider passer også virkelig meget på, med hvad vi putter i hovedet. Det er lidt svært at være i fred her, når man er 14 lyshårede piger, som ud over det i deres øjne, er ustyrligt rige. Men det går, for vi er en stor gruppe, og inderne er jo ikke meget højere en mig:)

Ind til videre er det fantastisk. Helt ubeskriveligt og uvirkeligt. Man tror ikke rigtig på det man ser… tror ikke jeg nogensinde kommer til at forstå det??.

...vi oplever bare så meget, så det føles som meget længere tid. I går red jeg på elefanter, og i dag har jeg blandt andet set Taj Mahal. Det er helt fantastisk smukt, men selvom vi ser mange utrolige bygninger og seværdigheder, er det alligevel gadebilledet, der er de største oplevelser! Her nede er liv ikke af nær så stor betydning som derhjemme… i dag så vi en død kvinde ligge i vejkanten, og i forgårs blev en død mand båret over gaden. Dyr og mennesker lever på lige kår her, og de er sjældent ret gode. Alligevel har vi efterhånden vænnet os til tanken. På en sær måde er det faktisk ret livsbekræftende...

Vi har det ellers ret sjovt. 14 piger kan godt nok drive en hver indisk guide sindssyg, men for det meste tager han vores humor ret pænt! Det er nogen rigtig gode guider, de er meget forsigtige, og vi føler stort set ikke at vi står i situationer vi ikke kan klare. Det er rart i et land som det her, hvor der ellers er nok ting der kan gå galt. For eksempel er kultursammenstødet enormt! Vi synes vi er meget tildækkede, men sådan ser inderne os ikke…

Vi har set et helt fantastisk dyreliv, og har endnu kun været i storbyer... elefanter, kameler, bøfler, papegøjer, aber, ørne, slanger, køer, høns og grise lever side om side med menneskerne i Delhis gader… ret sært, men inderne synes til gengæld vores forbløffelse over det er virkelig sjovt.

I morgen tager vi til Darjeeling med et 24 timers tog, og så begynder trekking turen i Himalaya…

Hilsen Marie-Louise

Fra Mette og Kristina
Så sender vi endnu en rejsemail her fra Himalaya bjergene.
Det er med meget blandede følelser, at vi forlader denne lille landsby, som efterhånden føles som vores andet hjem. Nye eventyr og oplevelser bliver dejligt, men rent faktisk at skulle kramme alle børnene og menneskerne vi har mødt farvel, bliver rigtig svært. I en lille landsby som denne, med arbejde på en skole, eftermiddagsleg - og hygge med børn og mange gode stunder i køkkenet med Raju, Jasmin, Sabba og Roshni bliver det i den grad hjerteknusende at skulle tage herfra. Man knytter sig så forfærdeligt meget til alle de fantastiske mennesker, der har været en del af ens liv de sidste to måneder. Alle har taget godt i mod os, været søde og imødekomne, besøgt os og interesseret sig for os og passet på os når vi har haft det dårligt. Man har ikke kunne håbe på en bedre behandling.
Mange af børnene har skrevet breve og tegnet tegninger til os. De er utrolig kede af, at vi snart tager væk. Hver i sær knytter man sig til nogle børn, som man har brugt meget tid sammen med og man ønsker virkelig det bedste for dem. En ting er vi i enige om – kommer vi til Indien igen, så er en tur til Bijanbari i hvert fald sikker.

Trekkingturen:
Vi tog af sted på vores 5-dags trekkingtur og hold helt fast hvor var det bare en fed oplevelse. Det ville tage en krig at fortælle alt om den tur, for man fik hver dag så mange nye indtryk at det næsten var svært at rumme. Vi krydsede grænsen til Nepal og naturen var så ubeskrivelig smuk. Hvert et skridt var endnu en ny overraskelse af forbløffende omgivelser og en utrolig fredsfyldt fornemmelse. Vi overnattede i små guesthouses og køkken-teamet lavede dejlig mad til os. Om morgenen kunne man nyde en kop the i mens man indåndede frisk luft og kiggede ud over bjergene. Godt nok var det ikke klart nok til at se Mount Everest, men vi fik os et fantastisk syn af Kanchenjunga, verden 3. Højeste bjerg. Følte man sig lige en smule lille? Man følte jo nærmest at man stod og kiggede ud over hele verden. Det var helt utroligt.

Da vi på 3. dagen kom til Sandakhpu – det højeste vi ville nå på trekkingturen (3600 m.) – nød vi om aftenen en skøn omgang tongba i et lille forsamlingshus. Tongba er en slags national drik, kan man vist godt kalde det. Det er i bund og grund et kæmpe krus med hirse, hvori man så fylder kogende vand og lader det stå at trække i ti til femten minutter. Smagen er meget naturlig og minder lidt om rødvin. Så her sad vi og drak tongba i 3600 m. højde, med udsigt ud over en masse bjerge og rundt om os vandrede en flok yaks rundt. Det var i den grad en hyggelig stund.

Tilbage til landsbyen og en tur til Gangtok
Efter to tage i Bijanbari, hvor vi kunne slappe af i vores ømme kroppe, vaske os selv og vores tøj og sige hej til børnene, gik turen videre til Gangtok, Sikkim. På vej hertil stoppede vi ved en bred flod og her prøvede vi alle at river rafte for første gang. Det var simpelthen så sjovt og vi glæder os til at prøve det igen i Rishikesh. At komme til Gangtok var meget specielt. Dette var vores første møde med en storby som man kender den. Bare med indisk twist. Masser af restauranter, barer, butikker og mennesker, i en stor by med masser af dynamik og liv. Roshnis ven Robin (som også var vores trekking guide) var med os i Gangtok og det var super hyggeligt. Vi spiste god mad hver aften og drak øl og drinks og nød byen.

Tiden er gået meget stærkt efter trekken og nu sidder vi her og skal snart forlade vores kære landsby. Vi har holdt fest med en masse af lærerne, hvor vi var ved et lille hus på en bjergside. Her drak vi tongba, folk spillede musik på trommer, guitar og harmonika og sang til. Vi dansede hele aften og hyggede os gevaldigt.

Vi har oplevet en begravelse her i landsbyen, hvor vi skulle ligge honor scarfs hen over den døde mand og bagefter drikke the med familien. Vi har været til bryllup iført saree’s og det var en god kulturel oplevelse. Alle folk var så søde og man blev næsten lidt flov over, at tage al opmærksomheden fra brudeparret, da alle folk ville tage billeder og filme os.

Forleden tog vi på picnic med nogle af gutterne her fra landsbyen, som tit besøger os i Trekkers Hut. Vi gik længere op ad et af bjergene og slog os ned i et lille åbent hus, med udsigt ud over alle de flotte the plantager. Der blev spillet guitar, sunget og danset og da mørket faldt over os, så vi tusinder af lysende ildfluer ude blandt plantagerne. I den grad et smukt og magisk syn!

Alt i alt har de to måneder i Bijanbari været fantastiske. Det er umuligt at beskrive, hvor meget man egentlig knytter sig til menneskerne og byen. Alle har vi lært en masse. Børn og voksne og vi har ikke kunne håbe på en bedre tid her i landsbyen. Derfor er det svært at sige farvel. Mange mennesker har rørt vores hjerter og det er ikke nemt at forlade dem. Men vi skal ud på nye eventyr, og det glæder vi os også til.

Hej alle sammen
Fredag aften var det dipawali - lysets festival. Byerne var blevet renset - hvilket vil sige at man tager alt skraldet og hælder det i floden eller ud over bjerget. Husende blev pyntet med orange blomsterkranse og om aftenen blev der tændt stearinlys udenfor alle huse. Så smukt. Denne festival minder meget om nytår da der bliver skudt en masse fyrværkeri af. De kaster kanonslagene lige foran sig og kender ikke noget til regler som 'gå aldrig tilbage til en fuser' eller 'hold bare en smule afstand'. Vi så 100 kanonslag blive skudt af og selv her stod en hel flok indere omkring mens den meget korte lunte blev tændt!

To piger og jeg var endnu engang eventyrlysne og ville ikke bare blive i Bijanbari. Vi pakkede vores ting og gik med Sappan ned i byen for at få en bil, Men under festivaler går alt i stå og det var ikke bare sådan lige. Vi fandt dog langt om længe en der gik til nabo landsbyen. Det var den mærkeligste køretur jeg nogensinde har oplevet. De andre ville prøve t sidde på taget og jeg sad inde i en bil med folk der sang og råbte og trommede på bilen og dansede.

I nabolandsbyen fik vi en luksus bil (elektriske ruder, ekstra polstret sæder) til Rimbik hvor vi ville overnatte og trekke hjem fra dagen efter. Det var en meget spændende tur, men det var ikke lykkes hvis vi ikke havde en med der kunne nepalesisk. Man oplever virkeligt først Indien rigtigt når man prøver at rejse som en inder, sådan bare tage af sted og hoppe ind i en bil og forhandle. I Indien skal man have masser af tid hvis man vil forhandle med nogen. Det gælder om at snakke lidt om løst og fast og så håbe at de kan lide en og forbarmer sig. Tid er det vigtigste at have!

Trekking turen hjem var en 25 km lang tur og hård men god. Den medførte også at vi nu har hund i trekkers hut, for helt fra Rimbik fulgte en vildt sød sort hund efter os. I begyndelsen prøvede vi at skramme den væk for den var skadet i poten og haltede lidt, men den blev ved og vi har allerede fundet en (Sappans fætter) der gerne ville have den når vi rejser. Det er den mest fredelige og godmodige hanhund og den er så glad når den ser os. Vi har også en lille kattekilling der ofte kommer forbi og spiser af hans skål uden han siger den mindste lyd. Den er bare vildt svær at kommunikere med for nepalesisk tonefald er så anderledes end vores at man ikke engang kan finde ud af at lyde sur.

På vores ture mødte Sappan konstant nogle han kendte eller som kendte hans far eller onkel, man taler med alle og er så gæstfrie. F.eks. fik vi selvfølgelig lov til at få nogle appelsiner eller pomolo hvis vi spurgte og så blev vi inviteret ind og side og hyggesnakke og se familien. Og næsten lige meget hvor fattig man er, inviterer man på the.

Indernes gæstfrihed er virkelig noget vi kunne lære noget af. Vi har også været duperet over hvor fint Pradhan familien har taget mod os - til alle ceremonier har vi 14 piger været velkomne og blevet budt på et eller andet. Men det ligger måske også til religionen, for hinduisme er meget åben over for andre religioner. f.eks. har der været muslimske venner med til alle ceremonierne og er også blevet velsignet, hvilket virker lidt mærkeligt i vores øjne. Jeg sender nu inden jeg bliver for stresset over at computer går ned.

Hilsen Nina